SPÆNDER PERFEKTIONISME BEN FOR DINE FREMSKRIDT?

SPÆNDER PERFEKTIONISME BEN FOR DINE FREMSKRIDT
SPÆNDER PERFEKTIONISME BEN FOR DINE FREMSKRIDT

SPÆNDER DIN PERFEKTIONISME BEN?

Perfektionisme kan nemt spænde ben for dine fremskridt, og du har sandsynligvis langt mere brug for vedholdenhed

Mange mennesker tror, at alt skal være perfekt, men sandheden er, at vedholdenhed og små, kontinuerlige fremskridt er langt vigtigere end perfektionisme. Nej, det gælder ikke altid, men pointen holder vand langt oftere, end du tror.

Kirugen, piloten og medicinalindustrien må fx gerne levere så perfekt som muligt.

Men i mange at livets øvrige indsatsområder, er det langt vigtigere, at vi finder et niveau, hvor vi formår at levere vedholdenhed. Desværre, er alt for mange alt for perfektionistiske.

Perfektionismens greb kan nemt føre til handlingslammelse og manglende fremskridt.

SE OGSÅ: INFO-FÆLDEN KAN SPÆNDE BEN FOR MÅL OG RESULTATER

 

FREMSKRIDT FREMFOR “FLUEKNEPPERI”

Beklager ordvalget, men “F-ramsen” ovenfor ruller godt på tungen.

Når vi bilder os ind, at vi skal have styr på alt og regne det hele ud på forhånd, bliver vi ofte paralyserede af frygten for at fejle og alt for detaljeorienteret. Det gør, at vi ikke kommer i gang, får skabt fremskridt og resultater i virkeligheden.

En mere effektiv tilgang er at starte i det små og gradvist bygge videre på dine indsatser. Ved at tage små skridt og justere din slagplan løbende i takt med, at du opnår fremskridt og lærer nyt, kan du undgå den handlingslammelse, som perfektionisme ofte fører til.

Ønsker du fx at komme i bedre form, behøver du ikke starte med en time i fitnesscenteret hver dag. Start heller i det små og øg gradvist intensiteten, omfanget og varigheden af din motions-, trænings- og aktivitetsindsats over tid.

På den måde opbygger du en vane, der er holdbar og let for dig at holde fast i. 

SE OGSÅ: SKAB 1% FORBEDRINGER OG FÅ HOLDBARE RESULTATER

 

GØR NOGET FREMFOR INGENTING

Det er langt bedre at gøre noget fremfor ingenting. Dine indsatser behøver ikke være perfekte – alle fremskridt er fremskridt.

Selv små handlinger, som at vælge en sundere snack, tage trappen i stedet for elevatoren, den korte gå- eller løbetur, din (efter eget udsagn) “dårlige træning” osv. akkumuleres over tid og leder til betydelige forbedringer over tid.

En klog person sagde engang: “Den vigtigste træningsindsats, er den du får gjort på de dage, hvor du ellers normalt ville have sprunget over”.

Hvorfor? Bl.a. fordi du beviser overfor dig selv (og andre), at du er typen, der gør noget fremfor ingenting, du holder ved din sunde vane og ved at over tid, så betyder alle positive indsatser noget for dine fremskridt. Din identitet manifesteres gennem handling.

SE OGSÅ: VIRKELIGHEDEN ER KLOG, SÅ DROP DINE RØVERHISTORIER

 

DROP JAGTEN PÅ “DET PERFEKTE”

Overtænkning og jagten på “det perfekte” kan stå i vejen for alt det gode, vi ikke får gjort. Når vi kun accepterer perfekt som godt nok, bliver det meget nemt at føle, vi har fejlet, og denne følelse kan føre til skam, skyld og yderligere handlingslammelse.

Findes “det perfekte” i det hele taget? Og hvem bestemmer, hvad det egentlig vil sige. Og noget andet er, hvis et “godt nok” resultat, eller en “god nok” indsats er god nok, så må overpræstationen i “det perfekte” være overflødigt brug af energi, ikke sandt?

Brug din energi på at skabe vedholdende indsatser i stedet for perfektion.

SE OGSÅ: SKAB DET RETTE MINDSET, NÅ I MÅL OG OPNÅ RESULTATER

 

FEJR DINE FREMSKRIDT OG SUCCESER

Enhver indsats i den retning, du ønsker, er fremskridt. Det er vigtigt at fejre små sejre og anerkende alle de skridt, du tager mod dine mål, uanset hvor små de måtte synes. Dette kan hjælpe med at opbygge selvtillid og motivation til at fortsætte.

Så hvad er dit næste lille skridt? Uanset hvad dit mål er, tænk på den mindste handling, du kan tage i dag for at bevæge dig fremad i dag – eller lige nu. Det behøver ikke være et stort eller perfekt skridt fremad – det vigtigste er, at det er fremadrettet.

Ved at tage et lille skridt ad gangen og justere din tilgang undervejs, kan du overvinde perfektionismen og begynde at gøre reelle fremskridt – i den virkelige verden.

Perfektionisme kan være en snigende fjende for dine fremskridt, men ved at fokusere på vedholdenhed og små, opnåelige fremskridt mod målet, kan du bryde dens magt. Start i det små, gør noget fremfor ingenting, og husk, at alle fremskridt er vigtige.

SE OGSÅ: 5 HACKS » FASTHOLD DIN MOTIVATION OG FÅ RESULTATER

Gør dit bedste og vær stolt af dine anstrengelser – hver lille indsats bringer dig tættere på dine mål.

Hvis indlægget hjælper dig, så del det gerne…

 

FÅ STYR PÅ DIN PERFEKTIONISME

[mailmunch-form id="617934"]

Skriv din kommentar her
Venligst indtast dit navn her