FALDER DU NEMT I “DET ER SLET IKKE NOK”-FÆLDEN?

“DET ER SLET IKKE NOK”-FÆLDEN

Jo, lidt er meget bedre end ingenting, selvom du måske fortæller dig selv det modsatte » Vær OBS på “Det er slet ikke nok”-fælden

Du spænder (måske) igen og igen ben for dig selv og dine positive fremskridt, hvis du løber rundt med selvbegrænsende overbevisninger og røverhistorier.

Vi har alle sammen bevidste og ubevidste regler, principper, overbevisninger, som vi tror på, navigerer efter og træffer valg og beslutninger ud fra. Det er imidlertid ikke dem alle, der støtter os i at leve det bedste liv, hvis vi tør udfordre vores tro.

Ind i mellem trænger vores “styresystem” dog til en optimering, for at støtte os bedst muligt i at skabe positive fremskridt i vores ønskede liv.

 

Problemet med tankevaner, der ikke tjener os godt

De fleste af vores daglige valg sker på autopilot basseret på vores ubevidste regler, principper og overbevisninger – vores tankevaner. Det gør vaner, herunder tankevaner, lidt tricky at arbejde med, fordi vi skal øge bevidstheden om det ubevidste.

En stor del af valgene, handlingerne og adfærden i vores hverdag træffes af autopiloten, uden vi i bund og grund registrerer flowet i vores bevidsthed.

Det er energibesparende for vores hjerne at køre på autopilot. Omvendt kræver det enormt meget mental energi for hjernen, at indlede krævende beslutningsprocesser med fordele og ulemper ved forskellige valg, handlinger og adfærd.

Autopiloten er guld værd, men den kan spænde ben.

Vi havde nær aldrig kommet ud af sengen om morgenen, hvis vi rationelt skulle analysere, afveje og konsekvensberegne hver eneste lille bitte ting. Så vores vaner frigiver mental energi og overskud til at komme ud af fjerene og leve et normalt liv.

Problemet er bare, at vi ind imellem står med en uhensigtsmæssig autopilot, der på visse områder kan være begrænsende og saboterende.

 

HVOR SPÆNDER DU BEN FOR DIG SELV?

Begynd at spotte indikationer på dine egne benspændere for fremskridt i forhold til dine mål, ønsker og drømme i livet. Når du bliver bevidst om dine gode intentioners “usynlige” sabotører, så kan du begynde at justere og optimere din slagplan.

Tjek sandhedsværdierne ud på dine tankefælder fx: “2-3km er ingen løbetur”. Er det sandt eller er lidt motion (2-3 km) meget bedre end ingenting?

Hvor bliver dine gode intentioner ikke til virkelighed, og hvad spænder så ben for dem?

Du kan bruge følgende situationer til inspiration:

  • En ond cirkel af skam eller skyld over igen, igen ikke at have motioneret.
  • At du igen, igen lægger dit træningstøj væk, uden at have motioneret.
  • Tilladelsestanker som fx “Jeg tog jo trapperne i dag, så jeg dropper min motion”
  • Dine gentagende overspringshandlinger, der er årsagen til at du ikke har tid til motion.
  • De 2-3 km jeg kan nå kan ikke betegnes som en løbetur, så jeg dropper løbeturen!

Den sidste brugte jeg flittigt førhen, og droppede jeg igen og igen løbeturen på 2-3 km, når jeg nu ikke havde tid nok til den ellers planlagte distance.

Efterfølgende kan vi nemt havne i en negativ spiral, fordi vi ikke kom afsted, og her kan et ofte misbrugt fix til svære følelser nemt blive spisning af mad, snacks mm.

…og så får vi måske dårlig samvittighed over det, og vi ender hurtigt med at stå i en endnu værre situation, end da vi startede ud.

Hvis indlægget hjælper dig, så del det gerne…

 

[mailmunch-form id="617934"]

 

Skriv din kommentar her
Venligst indtast dit navn her