
4 Personer
Hands-on tid: 15min – Total tid: 30min
LOW-CARB | LCHF | KETOGENIC | PALEO
Saftig og smagfuld…
“Fjæsingen er Danmarks bedste spisefisk” …vidste du det?
Påstanden kom fra min kammerat, som havde hørt det af en, som havde fået det fortalt af en anden osv. – du har fanget pointen, tænker jeg. Hvorvidt fjæsingen er Danmarks bedste spisefisk, det måtte vi naturligvis prøve at finde ud af.
Tilfældigvis og heldigvis lod det sig gøre, at fange de små pikkede fjæsinger på en af vores årlige “herreture”, hvor vi slapper af, sludre, fisker og laver lige det vi har lyst til.
Vi tog en rask beslutning om, at sætte et fiskegarn op i det meget kølige vand ved Hals strand, og som sagt så gjort. Dagen efter hentede vi igen nettet ind, og sørme om ikke der i nettet blandt andet var nogle fjæsinger – måske Danmarks bedste spisefisk 😉
…der var også en helt masse tang og andet ragelse i nettet, og det gjorde rensningen af nettet til min første og nok også sidste netrensning i min tid. Nu er det eventyr afprøvet og kan streges ud på min bucket-liste over ting jeg vil nå, inden jeg smutter herfra.
Det gode spørgsmål er så…
“Er fjæsing så Danmarks bedste spisefisk?” Måske… Smagsmæssige præferencer er jo altid en subjektiv ting hos den enkelte, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg har nydt smørstegt fjæsing, for det smager virkelig dejligt 😉
» Jeg håber, du har lyst til at dele den lækre opskrift… » Tak!
Rigtig god fornøjelse med opskriften!
Pssst… “Når du har prøvet opskriften, så del gerne din oplevelse nedenfor ;-)”
- 500 gram fjæsing i fileter (kan erstattes med anden lys fisk fx torsk)
- ½ økologisk citron (vi skal bruge skallen og saften)
- Friskkværnet sort peber
- Salt
- 10 gram smør
- 100 gram frisk spinatblade
- 100 gram fintsnittet spidskål
- 1 rød snackpeber
- 1 håndfuld udstenede grønne oliven
- 125 gram sprødstegt bacon i tern
- 2 spsk nøddetopping fx peanuts, valnødder eller mandler
- evt. dressing
- Giv en stor pande høj varme og lad smøret brune af.
- Anbring fjæsingfileterne på skindsiden i den varme smør. Krydr fisken med salt, peber, revet citronskal og alt det citronsaft du kan klemme ud af øko-citronen.
- Steg fjæsingen ved høj varme i 2-3 minutter, hvorefter fisken tage af panden og pakkes ind i stanniol, indtil de skal serveres.
- Skyl spinaten og bland spinaten med fintsnittet spidskål, oliven og snittet peberfrugt.
- Anret salatblandingen på en tallerken og top af med sprød bacon, nøddetopping og evt. dressing.
Serveringsforslag kan du se på billedet ovenfor 🙂
– Bon appétit –