
4 Personer
Hands-on tid: 15min – Total tid: 8 timer
LOW-CARB | LCHF | KETOGENIC | PALEO
Super smagfuld simremad…
Her får du en af mine favoritter fra slow-cookeren. Bare rolig, hvis ikke du har en slow-cooker, giver jeg dig alternative tilberedningsmuligheder i opskriften nedenfor.
Måltidet er ideel som gæstemad, da alle forberedelserne laves først på dagen. Uagtet om du ønsker, at forkæle nogle gæster eller ej, så kræver simremaden her, at du kommer igang først på dagen. Opskriften passer derfor bedst ind på en fridag eller i en weekend.
Det kan gøres billigt. Når nakkefilet er på tilbud, koster det omkring 16 kroner pr ½kg, og tilbehøret kan også købes til fornuftige penge. Derfor har du alt i alt en prisbillig, lækker og forholdvis nem ret, som primært kræver at du har mulighed for at komme igang i god tid.
Rigtig god fornøjelse med opskriften!
Pssst… “Når du har prøvet opskriften, så del gerne din oplevelse nedenfor ;-)”
- 1200-1500 gram nakkefilet
- 1,5 kg blandede rodfrugter
- 2 svine/okse bouillonterninger eller tilsvarende i fond
- 100 gram fintsnittet grønkål
- 50 gram fintsnittet rødkål
- 50 gram fintsnittet spidskål
- 1 stor strimlet gulerod
- 1-2 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 1 tsk balsamico
- 3-4 dl fond fra den braiserede nakkefilet
- 1 okse-bouillonterning eller tilsvarende i oksefond
- 50 gram flødeost pikant - Paleo Tip: Erstat med kokosmælk - Kun den faste del.
- Skræl og snit alle rodfrugterne groft.
- Fordel de snittede rodfrugter, nakkefileten og de to bouillonterninger i din slow-cooker, römertopf, terrine eller ovnfaste fad/gryde(tildæk med stanniol inden tilberedning).
- Tildæk nakkefileten og rodfrugterne med vand, og læg låget på. Anvender du slow-cooker, sættes den på low til medium varme. Anvendes römertopf, terrine eller en ovnfast fad/gryde, dækkes denne med låg eller et stykke stanniol, og stilles i ovnen på 125 grader (almindelig ovn).
- Efter cirka 7 timer og 45 minutters tilberedning, tages nakkefileten op og skæres ud. Tag også rodfrugterne op og server dem til kødet.
- Tip! Giv nakkefilet og rodfrugter en god omgang friskkværnet salt og peber inden servering.
- Bland alle de skyllede og snittede salatingredienser. Vend så olivenolie og balsamico i salaten inden servering.
- Tag 3-4 dl fond fra din slow-cooker, römertopf, terrine eller ovnfaste gryde, og hæld fonden på en pande.
- Tilføj bouillon og flødeost til panden med fond. Rør skysovsen sammen og lad den koge ind til en lækker konsistens.
- Tip Tilføj evt. en lille sjat rødvin, samt et par dråber kulør for at ramme den helt rigtige farve på sovsen.
Serveringsforslag kan du se på billedet ovenfor 🙂
– Bon appétit –