
Prøv opskriften på lækre Tortilla-/Burrito-æggewraps
Opskriften på Tortilla-/Burrito-æggewraps med mørbrad, pikantost og salat, er et lækkert alternativ til almindelige tortillas og burritos
Jeg elsker fingermad. Det er som om maden smager bedre, kender du det? Fx når hele familien sidder samlet ved bordet, og man hver i sær vælger det fyld, vi ønsker i vores tortillas. Når det smagfulde fyld er fundet, rulles herligheden sammen i en lille pakke.
Hvad er der nu galt med almindelige hvede tortilla wraps?
Ingenting, men alternativet her er lækkert! Og hvis du fx spiser efter en kulhydratfattig kostretning fx Low-Carb, LCHF, KETO, har diabetes eller ikke tåler gluten, får du her en alternativ tortillaopskrift, som du med god samvittighed kan nyde.
Anyway… jeg har eksperimenteret en del med alternative wraps, og efter at have afprøvet et alverdens forskellige kombinationer, endte jeg til sidst med denne lækre opskrift.
Tip! Tortilla-opskriften her består primært af æg, hvilket giver bedre mæthed per kalorie og en højere proteinprocent, end hvis du spiste en traditionel hvede tortilla wrap.
Tip! Mørbraden kan naturligvis erstattes med dit helt eget favoritkød. Jeg havde blot en portion mørbrad i overskud, så prøver du blot opskriften af med noget andet kød.
» Jeg håber, du har lyst til at dele den lækre opskrift… » Tak!
Rigtig god fornøjelse med opskriften!
Pssst… “Når du har prøvet opskriften, så del gerne din oplevelse nedenfor ;-)”
- 4 æg (ca en 28cm wrap pr æg, dvs. to wraps pr person her)
- 3 spsk psyllium husk / loppefrøskaller (kan erstattes med hvedemel - ikke LCHF)
- 1 spsk vand
- 1 tsk salt
- 15-20 gram smør til stegning (brug slip-let pande for nem håndtering)
- 50 gram pikantost til at smøre dine tortilla-æggewraps med ved servering
- 400 gram småkød (fx svinemørbrad, som jeg brugte i opskriften her)
- Krydderier til kødet (fx salt, peber, paprika, chili og knust hvidløg)
- 10 cm agurk
- 1 peberfrugt
- 1 stor eller 4 små tomater
- ½ iceberg, spidkål eller andet salat
- Pisk alle ingredienserne til dine tortilla-æggewraps sammen. Lad dejen hvile i fem minutter, så bliver dejen mere fast og nemmere at arbejde med.
- Steg dine æggewraps på en 28 cm pande med smør eller fordel dejen i et jævnt lag på bageplader beklædt med bagepapir, og bag dine æggewraps i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader varmluft.
- Anvend evt. en spartel, paletkniv eller lignende, så du kan hjælpe æggedejen ud i et jævnt lag. Steg eller bag dine tortilla-æggewraps til de er gyldne.
- Alle ingredienserne til salaten renses og snittes i mindre stykker.
- Smør dine tortilla-æggewraps med pikantost, fyld salat og kød i dine tortillawraps, og nyd et smagfuldt alternativ til almindelige hvede tortilla- og burritowraps.
Serveringsforslag kan du se på billedet ovenfor 🙂
– Bon appétit –